Er havet noget, der angår almindelige borgere? Efter en intens første weekend med borgerpanelet – 14 personer uden særlig forkendskab til havet – kan vi fortælle, at svaret er JA.

Fredag til søndag var panelet samlet for første gang på Dallund Slot på Fyn. Stemningen var god og engagementet stort. Paneldeltagerne satte alle kræfter ind på at sætte sig ind i, hvad havmiljøet går ud på, og undersøge, hvad den gode dialog er.

Weekenden var første skridt på vejen imod at blive enige om de anbefalinger, som panelet skal præsentere i Fællessalen på Christiansborg den 26. oktober. For at nå dertil arbejder paneldeltagerne over to weekender på at formulere spørgsmål, som de vil stille udvalgte eksperter på konsensuskonferencen til oktober.

Vi du også vide mere om havmiljøet? Eller vil du høre, hvad borgerne når frem til? Så kom til VoresHav konsensuskonferencen den 23-26. oktober eller tilmeld dig nyhedsbrevet her.