Hvordan kan man opnå en tilførsel af max. 40.000 tons kvælstof til havmiljøet om året? Og hvordan kan øge arealet af marine beskyttede områder?

Disse spørgsmål har Fonden Teknologirådet søgt at besvare.

Siden konsensuskonferencen i oktober har Teknologirådet faciliteret en proces med henblik på at gøre borgerpanelets anbefalinger så operationelle som muligt for relevante aftagere.

Først har Teknologirådet konsulteret en række eksperter for at få deres faglige vurdering af følgende spørgsmål:

  1. Kan anbefalingerne lade sig gøre rent teknisk? Hvordan?
  2. Hvordan kan anbefalingerne opnås mest effektivt?
  3. Hvordan kunne anbefalingerne implementeres helt konkret (eks. lovgivning, bekendtgørelse, aftale, strategi, finansielle midler etc.)?
  4. Hvilke politiske og administrative processer pågår ift. anbefalingerne? Vil anbefalingerne kunne spille ind i en af dem (hvad er anbefalingens aktualitet og relevans)?
  5. Hvem ville det være mest oplagt at rette anbefalingen til (folketingspolitikere, EU-parlamentarikere, Regeringen etc.)?
  6. Skal der tages nogle særlige forbehold for anbefalingen?
  7. Hvilke argumenter er der for og imod anbefalingen?

Dernæst har Teknologirådet i samarbejde med projektets planlægningsgruppe sammensat forslag til implementering af borgerpanelets anbefalinger baseret på borgerpanelets slutdokument og de konsulterede eksperters inputs. Teknologirådet har i denne forbindelse tjent en redigerende funktion.

Endelig er forslagene blevet sendt tilbage til de konsulterede eksperter til gennemsyn.

Processen er blevet tilrettelagt ud fra hensyn om loyalitet over for borgerpanelets anbefalinger og mulighederne for at implementere dem givet det aktuelle vidensgrundlag.

Det skal understreges, at forslagene er udtryk for borgerpanelets holdning. De konsulterede eksperter har alene bidraget med relevante oplysninger om litteratur, lovgivning, teknik m.v. og anskueliggjort mulige måder at implementere borgernes anbefalinger på. De har i den forbindelse hverken taget stilling til borgernes anbefalinger, eller hvorvidt og hvordan de bør implementeres. Det skal desuden understreges, at det ikke har været muligt at få bidrag til samtlige af borgernes anbefalinger, hvorfor de ikke alle sammen indgår i det følgende.

Du kan se hele kataloget med forslag til implementering her.

Forslagene er blevet præsenteret for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, Miljøministeriet, Miljøstyrelsen og Søfartsstyrelsen i februar 2021.